Klitgaarden
Refugium

 

klitgaarden

ophold

legatmuligheder

ambassadører

informationer

kontakt

nyheder

venneforeningen

Afholdte arrangementer fra før 2015

   

2014

2013

2012

2011

2010

2009

2008

2007

2006

2005

2004

2003


 

til toppen

2014

Tak for støtte og opbakning i 2014

Bestyrelsen for Refugiet Klitgaardens Venner vil hermed gerne takke alle medlemmer for den opbakning, I har givet foreningen i 2014.

Det har glædet os, at så mange via medlemskab og deltagelse i vore arrangementer har støttet foreningens uddeling af legatophold på Klitgaarden i Skagen.

Billedkunstnere, forfattere, filmfolk, fotografer og andre legatmodtagere har nydt godt af den inspiration og det fællesskab, de har fundet i den historiske kongevilla og de tilknyttede atelierer. Vi ved fra deres tilbagemeldinger, at de sætter stor pris på Klitgaarden og den mulighed for fordybelse, de oplever her i de smukke omgivelser.

Selv oplevede vi – når vi selv skal sige det – en række fine og engagerende arrangementer i havstuen i sommeren 2014:

Vi indledte sæsonen den 2. juli med et besøg af filosoffen, forfatteren og samfundsdebattøren Morten Albæk fra Vestas. Han fik gang i diskussionen med sine holdninger om, at vi danskere bør stille større krav til vore kolleger og vore børn, og at vi skal holde op med at overvurdere os selv.

Foreningens generalforsamling blev gennemført den 11. juli – efterfulgt af den efterhånden traditionsrige fællessang med guitaristen Hans Dal som munter forsanger og akkompagnatør.

Den 16. juli delagtiggjorde forfatteren Charlotte Langkilde os i den kulegravning af Nordisk Fjer skandalen, som hun brugte syv år af sit liv på – med den anmelderroste bestseller ”Bedraget” som resultat.

Og den 6. august rundede vi sæsonen af i selskab med skuespilleren og entertaineren Søren Pilmark. I dialog med journalisten og forfatteren Kirsten Jacobsen fortalte, spillede og sang han sig gennem sit livs opture og nedture på scenen og foran og bag kameraerne. Resultatet blev et stærkt nærbillede af en spillevende kunstner på topniveau.

Til de fleste arrangementer var der både udsolgt og venteliste, og overskuddet betyder, at vi kan fortsætte legatuddelingerne fremover. Det ser vi frem til – ligesom vi glæder os til at præsentere nye arrangementer på Klitgaarden næste år.

Så tusind tak for jeres engagement og medleven i 2014. Og på hjerteligt sommergensyn i 2015!

Bedste hilsener

Bestyrelsen

 

Se omtalerne, klik her


 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

SØREN PILMARK – UNPLUGGED

Skuespilleren og entertaineren Søren Pilmark var gæst ved sommerens sidste arrangement i Klitgaardens Venner. Det fandt sted onsdag den 6. august, hvor Søren Pilmark fortalte om sin kunst og karriere i en samtale med journalisten og forfatteren Kirsten Jacobsen. 

Søren Pilmark:
”Jeg tror, at al god kunst opstår af et underskud. Det, man har fået for lidt af som barn, kan man aldrig få nok af som voksen. Jeg kan se det på andre, og jeg ved det fra mig selv.

Det er nogle gange som at gå ind i en skov, solen skinner, og man opdager, at oppe over træerne er himlen blå. Det andet, mol-stemningen, er bare en duft, en temperatur, en skygge; men det er også derfor, folk fra fx Californien flytter tilbage til Danmark. For skyggens skyld. For at se skiftet i lyset, i vejret. Skyggen er solens værk, og ligesom fiaskoerne sætter den tingene i relief. Det er fiaskoerne, der gør, at man bliver glad for succeserne. Det er vekselvirkningen, der er vigtig.”

Søren Pilmark så tilbage på sine karrierevalg - også de svære; om at være midt i livet; om succes og sårbarhed; alvor og sjov; om teater, film og showbusiness. Tilhørerne opfordredes til at stille spørgsmål under dette uformelle og overraskende møde med den private og den professionelle Søren Pilmark.

 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

MAGTBEGÆR OG STORHEDSVANVID

Natten til den 18. november 1990 begår Nordisk Fjers karismatiske direktør Johannes Petersen selvmord i sit sommerhus, og dagen efter går den tilsyneladende solide, hæderkronede danske virksomhed i betalingsstandsning. I de følgende måneder oprulles danmarkshistoriens største erhvervsskandale med svindel og gæld for flere milliarder kroner.

Det har taget forfatteren Charlotte Langkilde syv år at oprulle skandalen om Nordisk Fjer og persongalleriet bag i den anmelderroste bestseller, ”BEDRAGET, Sagen om Nordisk Fjer.” Onsdag den 16. juli 2014 fortalte Charlotte Langkilde på Klitgaarden om sin afdækning af sagen.

Hverken bestyrelsen, revisorer, medarbejdere eller medier havde gennemskuet, at de var spundet ind i et kompliceret net af bedrag af Johannes Petersen og hans højrehånd og fortrolige, ”efterretningschefen” og bogholderen Inge Lydia Rasmussen. De to centrale aktører styrede fjerkoncernen med fast og ubarmhjertig hånd og sørgede gennem skuffeselskaber for, at selskabets værdier blev holdt kunstigt oppe, og at f.eks. hønsefjer på mystisk vis forvandlede sig til edderdun på sørejsen fra København til Singapore.

Ved arrangementet i Refugiet Klitgaardens Venner berettede Charlotte Langkilde om det enorme og koncentrerede gravearbejde, der bragte hende videre end politiets efterforskning. Og om det magtbegær og storhedsvanvid, som igen gennemskuede, før det var for sent.

Det var muligt at stille spørgsmål og købe signerede eksemplarer af Charlotte Langkildes bog.

 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Morten Albæk var på Klitgaarden

Han er filosof, forfatter og foredragsholder. Han er med i topledelsen hos Vindmøllegiganten Vestas – og han har skabt debat med sin nyeste bog ”Det gennemsnitlige menneske”.

Navnet er Morten Albæk, og onsdag den 2. juli startede han sommerens arrangementer i Refugiet Klitgaardens Venner. I havstuen på Klitgaarden hvor han fortalte om sit liv, der begyndte i Uggerby ved Hirtshals og indtil videre har ført til en stilling som Group Senior Vice President i Vestas og adjungeret professor ved Aalborg Universitet.

I ”Det gennemsnitlige menneske” kaster Morten Albæk et kritisk blik på danskernes arbejdsmoral og det, han betegner som en overvurdering af egne evner.

 

2013

2013
Tak for et godt og aktivt år

Bestyrelsen for Refugiet Klitgaardens Venner vil hermed gerne sige tak til alle medlemmer for et godt og aktivt år.

2013 bød på en stribe velbesøgte og – synes vi selv – underholdende og tankevækkende arrangementer på Klitgaarden. Overskuddet herfra har igen i år gjort det muligt at give kunstnere og forskere legatophold i de inspirerende omgivelser i den gamle kongevilla i Skagen.

I løbet af sommerhalvåret præsenterede vi:

Klassisk musik med Mira Kvartetten, et af de dygtigste og mest velspillende kammer-ensembler i Europa.

Nils Malmros – en af dansk films markante og prisbelønnede instruktører og aktuel med sin nye film ”Sorg og Glæde” her i 2013.

En Karen Blixen-aften med forskeren Marianne Juhl i en spændende og levende dialog med redaktør Birthe Melgaard fra forlaget Gyldendal.

Anna von Lowzow, journalisten og instruktøren bag TV-filmene om de kongelige juveler.

Flere gange måtte der meldes alt udsolgt i de intime og atmosfærefyldte rammer, som kendetegner havstuen på Klitgaarden.

Samtidig gav arrangementerne sommergæster og lokale beboere mulighed for at gense gamle venner og deltage i det netværk, som Refugiet Klitgaardens Venner udgør – til gavn og glæde for både Skagen og Klitgaarden. Vi er i bestyrelsen taknemmelige for den aktive indsats, mange af medlemmer har ydet – både i forbindelse med arrangementerne og som aktive og muntre ambassadører for foreningen og dens virke.

Vi ser frem til at fortsætte aktiviteterne næste år. En række nye og spændende arrangementer er under forberedelse, så vi glæder os til at se jer alle igen på Klitgaarden.

Tak for opbakningen i år – og på gensyn i 2014.

Bedste hilsener
Bestyrelsen

 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Anna von Lowzow fortalte om de kongelige juveler

torsdag, den 1. august
 i "Havstuen" på Klitgaarden.

Det lykkedes filminstruktør Anna von Lowzow at få Europas kongelige – med dronning Margrethe, kronprinsesse Mary og dronning Silvia af Sverige i spidsen – til at fortælle den spændende historie om de historiske juveler, som gennem generationer har prydet medlemmerne af kongehusene og Ruslands kejserlige familie. Der er tale om de smukkeste perler, de fineste ædelstene og en helt sublim smykkekunst, som de fleste af os kun kender fra tv-transmissioner af tafler, kongelige familiebegivenheder og statsbesøg; men den overdådige pynt afspejler også skæbner, magtspil og højdepunkter i de kongelige og kejserlige slægter.

Gennem århundreder er juvelerne gået i arv, har været medgift, er blevet købt og solgt, konfiskeret, kopieret, givet til elskerinder, skjult i pudevår og korsetter eller på dramatisk vis smuglet ud af lande i de - for de royale familier – kaotiske perioder.

Anne von Lowzow er en engageret og medrivende fortæller, som kender de mindste detaljer i den fascinerende historie om juvelerne.

”Jeg er vokset op i en dejlig familie på Lerchenborg ved Kalundborg og har med min baggrund en naturlig og stor viden om de europæiske kongehuse samt om den danske adel. Jeg er god til det med stamtavler, og jeg ved, hvem der er i familie med hvem. Jeg interesserer mig for historie, og det er grunden til, at jeg fortæller historie på en anderledes måde, nemlig vis menneskeskæbner,” forklarer hun selv.

Der vistes også klip fra hendes to film: ”De Kongelige Juveler – gennem generationer” og De Kongelige Juveler – i Zarens rige.”

 


 Anna von Lowzow, født komtesse Lerche-Lerchenborg, er journalist og filminstruktør og ansat på Nordisk Film. Hun er en hyppigt brugt tv-kommentator ved store kongelige begivenheder og har instrueret: ”En kongelig familie” (2004), ”Karen Blixen – en fantastisk skæbne” (2005), ”P.S. Krøyer – sikken fest” (2008) og altså de to film om ”De Kongelige Juveler”, som har været vist på DR flere gange, senest i december 2012. Hun er gift med advokat, godsejer og hofjægermester Klavs von Lowzow og bor på Estruplund ved Randers fjord.

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

søndag, den 21. juli, var der Karen Blixen-aften på Klitgaarden, en samtale mellem Marianne Juhl og Birthe Melgård

Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong” er indledningsordene til Karen Blixens berømte erindringsbog, som hun udgav i 1937. Den regnes for hendes hovedværk og blev i øvrigt skrevet under et langt ophold i Skagen, hvor hun fandt noget af det samme lys, som hun kendte fra sin tid i Afrika.

Den afrikanske Farm er en kunstnerisk fremstilling og fortolkning af det virkelige liv, og det er nu lagt frem i et stort nyt og flot brevværk. Kulturjournalisten og Blixen-forskeren Marianne Juhl har været med til at udgive det mere end 2.000 sider lange værk, og hun kommer til Klitgaarden for at fortælle om udgivelsen i en samtale med redaktør på Gyldendal, Birthe Melgård. De vil især fortælle om det nye billede, der nu tegnes af hverdagslivet på farmen, for det var langt mindre mondænt og meget mere plaget af bekymringer og hårdt slid, end man hidtil har troet, men de kan i samtalens løb ikke undgå at komme ind på forfatterskabet, der formes og grundlægges i Afrika. Karen Blixen debuterede nemlig først som forfatter, da hun var 49 år gammel - tilløbet var langt og svært.

Karen Blixen blev født på Rungstedlund i 1885, hvor hun voksede op i en velhavende, borgerlig familie. Hun fik som de fleste kvinder dengang ingen formel uddannelse, og da hun var 28 år og tæt på at være desperat over sin mere eller mindre indholdsløse tilværelse i Danmark, tog hun til Afrika for sammen med sin tilkommende mand, baron Bror von Blixen-Finecke, at skabe et liv som kaffefarmer i Kenya. Hun fik lov at være der i sytten år. Meget mod sin vilje måtte hun rejse hjem i sommeren 1931, fordi farmen var urentabel og ikke kunne reddes. I løbet af de sytten år var hun blevet skilt, hun havde selv overtaget ledelsen af farmen, hun havde mødt sit livs elskede, den engelske adelsmand og storvildtsjæger Denys Finch Hatton, og hun havde mistet ham igen. Han døde i et flystyrt, netop som farmen var erklæret konkurs, så det var en dybt fortvivlet og deprimeret Karen Blixen, der i 1931 vendte tilbage til Danmark for at flytte ind hos sin mor i barndomshjemmet.

I de hundredvis af breve, som Karen Blixen i årenes løb sendte hjem til familien, beretter hun om stort set det hele. Hun fortæller om livet med de indfødte og med den blandede skare af hvide bosættere. Hun skriver om sine skuffede forhåbninger, om lange arbejdsdage, safariture med vennerne, økonomiske bekymringer, sin store, næsten ekstatiske glæde ved landet, om tilbagevendende sygdom, sin både lykkelige og problematiske forelskelse, men først og fremmest skriver hun om det, hun sætter højest af alt: sin frihed.

 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Nils Malmros – på vej med ny film

Nils Malmros fortalte om sit liv og sine film 

En af dansk films veteraner, instruktøren Nils Malmros, gæstede Klitgaarden i Skagen onsdag den 3. juli 2013.

Dette skete til et udsolgt arrangement i foreningen Klitgaardens Venner. Nils Malmros fortalte om en lang karriere, der begyndte med filmen ”En Mærkelig Kærlighed” helt tilbage i 1968 og ikke er slut endnu. Tværtimod har Nils Malmros til efteråret premiere på ”Sorg og Glæde”, en film som han selv kalder sin væsentligste satsning, både kunstnerisk og økonomisk. 

I årene mellem 1968 og 2013 har Nils Malmros instrueret ni spillefilm og en tv-film – ofte med børn og helt unge som hovedpersoner, bl.a. ”Lars-Ole 5.c.”, ”Drenge”, ”Kundskabens Træ” og ”Kærestesorger”. 

”Med udgangspunkt i min egen opvækst har mine film handlet om uskyldstabet og om stadier på vejen til at blive voksen. De har kredset om den uforløste og ulykkelige kærlighed”, fortæller han. 

Men Nils Malmros har også filmatiseret Jørgen-Frantz Jacobsens roman ”Barbara” og fortalt sin egen fars, lægen Richard Malmros’ historie i filmen ”At Kende Sandheden”. Og nu er han snart klar med et helt nyt værk med titlen ”Sorg og Glæde” med Jakob Cedergren, Helle Fagralid og Nicolas Bro i hovedrollerne. 

”Med min nye film vil jeg fortælle om at nå frem til den gensidige og modne kærlighed gennem den største sorg og glæde i livet. Det kan lyde stort, men jeg føler, at jeg har dækning for ordene”, siger instruktøren i en pressemeddelelse fra Nordisk Film, som producerer ”Sorg og glæde”.

 

Nils Malmros har premiere på sin nyeste film i efteråret 2013

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Mira Kvartetten åbnede sæsonen 2013

Lørdag den 27. april, åbnede Mira Kvartetten sæsonen i foreningen Klitgaardens Venner. Dette med koncerten i havstuen på Klitgaarden.

Mange husker den fremragende koncert sidste år, hvor Mira Kvartetten spillede musik af Beethoven, Purcell og Schubert. I år var der valgt et program, som omfattede Niels W. Gades strygekvartet i D-dur, opus 63, Zoltan Kodalys strygekvartet nummer 2, opus 10 og Antonin Dvoraks strygekvartet, opus 106 i G-dur.

Kvartettens medlemmer - Signe Madsen, Birgitte Bærentzen Pihl, Mina Luka Fred og Vincent Stadlmair - har spillet sammen i mere end 10 år og har begejstret publikum både i Danmark og i udlandet med virtuos kammermusik. Når de har holdt sammen så længe skyldes det – ifølge kvartetten selv – ”et stort engagement og en utrættelig vilje til at forfine sammenspillet og nå ind til musikkens inderste kerne”.

Gennem årene har Mira Kvartetten optrådt i koncertsale, musikforeninger og kirker – men ikke mange steder får man som publikum en så tæt og intens musikoplevelse som i den historiske havstue på Klitgaarden i Skagen.

 


Mira Kvartetten – spiller musik af Gade, Kodaly og Dvorak i Skagen
   
 
2012

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

2012
Tak for et spændende år
 

Bestyrelsen for Refugiet Klitgaardens Venner vil hermed udtrykke sin uforbeholdne glæde over opbakningen til vore arrangementer i 2012. 

Vi synes selv, at det blev et rigtig spændende og aktivt år, og vi skylder medlemmerne stor tak for jeres engagement. Mange har hjulpet til undervejs – ikke mindst ved at optræde som gode ambassadører udadtil, så foreningen også i 2012 har kunnet udvide sit netværk både blandt fastboende og gæster i Skagen. 

I perioden fra april til august gennemførte vi fem arrangementer i den smukke havstue på Klitgaarden. Her fandt vi plads til både historiens vingesus, musik for strygere, medieverdenens personligheder og fællessang på let vaklende versefødder. Alt sammen med det formål – som forfatteren Johan Herman Wessel formulerede det – ”at gavne og fornøje”. 

Sæsonen blev indledt i påsken, da Mira Kvartetten skærtorsdag, den 5. april, gæstede Klitgaarden. Kvartettens medlemmer Signe Madsen, Birgitte Bærentzen Pihl, Anna Dahl og Vincent Stadlmair begejstrede med et flot og virtuost udført program med musik af Beethoven, Purcell og Schubert. 

Den 6. juli gjaldede fællessangen under loftsbjælkerne, da forfatteren og filminstruktøren Ebbe Preisler og komponisten Hans Dal ledte forsamlingen gennem en lattermild tour de force af historiske og nutidige lejlighedssange. Det foregik umiddelbart efter generalforsamlingen i Refugiet Klitgaardens Venner. 

Danmarks Radios Tv-dramachef gennem en årrække, Ingolf Gabold, fortalte ved et arrangement den 12. juli om udviklingen af og arbejdet med de Tv-serier, der er blevet fulgt af millioner af seere både i Danmark og i udlandet – bl.a. ”Forbrydelsen” og ”Borgen”. 

14 dage senere fik vi et nyt kig ind bag kulisserne til skuespillere og instruktører, da Vibeke Windeløv berettede om sit liv som filmproducent i et intenst og farverigt samarbejde med bl.a. Bille August, Lars von Trier og Susanne Bier. 

Sæsonen sluttede med en tur i tidsmaskinen – tilbage til slutningen af den kolde krig og Berlin-murens fald. Den tyske redaktør Lutz Volke fortalte den 2. august i en samtale med journalisten og forfatteren Kirsten Jacobsen om livet i det Stasi-overvågede DDR. Lutz Volke fik i sin tid mulighed for at oversætte Klaus Rifbjerg til tysk. Det udviklede sig til et venskab, og Klaus Rifbjerg deltog i debatten på Klitgaarden efter samtalen. 

Alle fem arrangementer var velbesøgte, og kun ved udnyttelse af alle hjørner, indpresning af ekstra stole - plus enkelte tilhøreres evne til at stå på tæer i længere tid - lykkedes det at give alle mulighed for at følge med. Vi håber på lige så stor interesse i næste sæson og glæder os til at se jer igen på Klitgaarden i 2013.

 


Mira Kvartetten


Ebbe Preisler og Hans Dal


Ingolf Gabold


Vibeke Windeløv


Lutz Volke og Kirsten Jacobsen

 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Diktatur, frihed og poesi på Klitgaarden

Store temaer som diktatur og frihed – men også glæden ved livet, litteratur og poesi – vendtes i luften, da den tyske redaktør og dramaturg Lutz Volke torsdag den 2. august var gæst på Klitgaarden i Skagen.

I en samtale med journalisten og forfatteren Kirsten Jacobsen – der bor i Skagen og har portrætteret ham i den anmelderroste bog ”Den andens Liv” – vil Lutz Volke fortælle om dagligdagen i det Stasi-overvågede og gennemkontrollerede Østtyskland.

»Da Muren faldt, ringede nogle af vores venstreorienterede venner fra Skandinavien til os og græd af sorg over, at deres socialistiske mønsterstat DDR var brudt sammen. Min kone og jeg græd også, men af glæde, fordi et diktatur og gråt mangelsamfund var kollapset, og fordi vi endelig kunne sige højt, hvad vi mente. Jeg tror ikke, at mennesker, som selv er opvokset i frihed, kan sætte sig ind i, hvordan det er at leve i et diktatur«, siger Lutz Volke.

På Klitgaarden gav han sin personlige beretning om længslen efter frihed, den spirende modstand mod regimet og om de velmenende danske socialister, der kom på besøg i DDR.

Lutz Volke taler dansk, og han fik via sit arbejde som kulturredaktør på DDR-radiostationen Berliner Rundfunk kontakt til en række danske forfattere, heriblandt Klaus Rifbjerg, hvis digte han har oversat til tysk. Samarbejdet med Klaus Rifbjerg udviklede sig til et venskab, og Lutz Volke har flere gange været gæst i Rifbjergs sommerhus i Kandestederne.

Venskabet med Klaus Rifbjerg har strakt sig over 40 år – på tværs af landegrænser og politiske systemer – og det kommer til at spille en væsentlig rolle i samtalen mellem Kirsten Jacobsen og Lutz Volke.

Arrangør er foreningen Refugiet Klitgaardens Venner, der bl.a. støtter kunstnere og forskere med legat-ophold på Klitgaarden.

 

Billedtekst: I bogen ”Den andens liv” portrætterer Kirsten Jacobsen østtyskeren Lutz Volke. Nu mødes de to på Klitgaarden.

 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

en aften med

VIBEKE WINDELØV

Meget få danskere – og da slet ikke kvinder - har et så imponerende, globalt netværk som den danske filmproducent Vibeke Windeløv. I New York besøger hun altid Lauren Bacall i filmlegendens kæmpestore lejlighed ved Central Park. I København har hun gået ned ad Amaliegade med Bono fra U2 under den ene arm og den amerikanske superstjerne Sean Penn under den anden. Hun har boet i månedsvis midt i slummen i Nairobi, mens hun producerede filmen ”Kidnappet” med Connie Nielsen og senest i Italien under optagelsernes til Susanne Biers kommende komedie, ”Den skaldede frisør”, med Pierce Brosnan i hovedrollen.

Præstedatteren fra Fyn blev født i 1950, gift med maleren Per Kirkeby og begyndte sin filmkarriere med at skaffe 500 statister til Kirkebys film, ”Normannerne” (1975), blev producent på Zentropa for bl.a. Susanne Bier og for Lars von Trier, først på ”Breaking the Waves” i 1996 og derefter på alle hans film frem til 2006.

”Jeg elsker at lave kontrakter, elsker at forhandle og får faktisk et kick ud af det. Jeg holder også meget af at lave en familie ud af en filmproduktion. Jeg synes ikke, jeg er lykkeligere, end når jeg ser netop dét fungere,” har hun selv sagt om sit professionelle virke.

Vibeke Windeløv fortalte den 26. juli om sit arbejdsomme, fantastiske og farverige liv i filmverdenen i havstuen på Klitgaarden Refugium.

Tilhørerne fik mulighed for at stille spørgsmål.
 

Fotograf Ulla M. Petersen
Fotograf Ulla Munch-Petersen

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Ingolf Gabold 
på Klitgaarden

DR's TV-Dramachef gennem en årrække, Ingolf Gabold, afholdte den 12. juli foredrag på Klitgaarden

Han er inspiratoren bag og har haft det overordnede ansvar for mange års  TV-dramatik i Danmarks Radio. Serier som "Forbrydelsen" og "Borgen" er blot nogle af dem, som andre landes TV-stationer berømmer og ligesom herhjemme viser med store seertal. 

Danmarks Radio og TV-Drama har modtaget adskillige internationale priser for sin TV-Dramatik. 

Hvad er det TV-Drama kan og Ingolf Gabold lægger vægt på sammen med forfattere, instruktører og skuespillere, som udlandet jubler over og ikke i samme grad selv formår at producere? Er der en særlig dansk og samtidig international tone i disse TV-serier, som så mange over hele verden lægger mærke til? 

Han er fratrådt Danmarks Radio 1. april og ansat ved en privat TV-station, som konsulent og rådgiver. Han kommer til Skagen direkte fra foredrag i Paris.


TV-Dramas chef i Danmarks Radio gennem en årrække, Ingolf Gabold, fortæller om DR's TV-Serier, som han var ansvarlig for i adskillige år og fik mange priser for. Han fortæller og viser eksempler på storskærm på Klitgaarden 12. juli.

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Om lidt er sangen klar

Der var lagt op til fællessang på højt niveau, da Klitgaarden i Skagen fredag den 6. juli fik besøg af forfatteren og filminstruktøren Ebbe Preisler og komponisten Hans Dal.

Preisler og Dal er ophavsmænd til bogværket ”Om Lidt Er Sangen” klar – en skildring af de lejlighedssange, der gennem århundreder er blevet skrevet og sunget til private og offentlige mærkedage i Danmark. 

På Klitgaarden blev der præsenteret sange af både kendte og ukendte forfattere – og ikke mindst inviteredes der til fællessang, hvor alle fik lov til at prøve kræfter med skæve rim og vaklende versefødder.

Kingo, Holberg, Heiberg, Oehlenschläger, Grundtvig, H.C. Andersen og Benny Andersen har skrevet lejlighedssange. Det samme har hundredvis af andre danskere, som har kastet sig over poesien, når lejlighed bød sig – ved fødselsdage, konfirmationer, bryllupper, jubilæer og andre festlige lejligheder. Resultaterne har ikke altid stået mål med anstrengelserne, og det har til dels givet lejlighedssangene et tvivlsomt ry. Men det er ufortjent, mener Ebbe Preisler og Hans Dal. De finder tiden inde til – med Benny Andersens formulering – ”at rakke op” på det særligt danske fænomen, som lejlighedssangen udgør. Og hertil får de royal støtte.

I forordet til ”Om Lidt Er Sangen Klar” skriver Prins Henrik:

”Da jeg ankom til Danmark var det med forundring, at jeg mødte den danske skik netop at skrive og i fælles kor synge en eller flere sange, som er digtede kun til den begivenhed, man er samlet for at fejre. Det forekom mig eksotisk og originalt, men jeg kom til at sætte pris på denne kærlige gestus, og i dag mener jeg, at sange og taler forlener festerne med en uundværlig charme”.

Bag arrangementet fredag den 6. juli stod foreningen Refugiet Klitgaardens Venner, der indledte aftenen med generalforsamling, inden sangstemmerne slippes løs.

Refugiet Klitgaardens Venner har som formål at udbrede kendskabet til Refugiet Klitgaarden og at bidrage med legater, som sikrer kunstnere og forskere studieophold på Klitgaarden.

 

Ebbe Preisler – skriver om lejlighedssange
Ebbe Preisler – skriver om lejlighedssange

Hans Dal (med guitar) – er klar med musikken
Hans Dal (med guitar) – er klar med musikken

 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

MIRA KVARTETTEN

Skærtorsdag, den 5. april

PROGRAM var

Henry Purcell (1659-1695) 3 fantasier for strygere (1680)

L. v. Beethoven (1770-1827) Strygekvartet op. 18/4 i c-mol

I. Allegro ma non tanto

II. Andante scherzoso quasi Allegretto

III. Menuetto Allegretto

IV. Allegro

Pause

F. Schubert (1797-1828) Strygekvartet D.810 i d-mol "Der Tod und das Mädchen"

I. Allegro

II. Andante con moto

III. Scherzo Allegro molto

IV. Presto

 

2011

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

MERE END ”X FACTOR”

Fredag den 22. juli

trådte to - på hver sin måde - store personligheder ind i havestuen på Klitgaarden. Den ene var Thomas Blachman, som er kendt af over 2 mio. danske tv-seere for sin dommerrolle i X Factor, jazzmusiker, komponist, musikproducer (bl.a. af Caroline Hendersons Cinemataztic og Famous Songs) og meget mere.

Den anden: Torben Steno, journalist, foredragsholder, musiker og klaverspillende medvært til Mik Schack i de alternative mad-programmer Hjemmeservice, ligesom han selv har lavet tv-serierne DDR2, Hvad gør vi med Frank og Uden skyld og Skam. For tiden kan Torben Steno og Kenn Andre Stilling opleves i en tv-serie om danske mindesmærker (på DR2).

Thomas Blachman og Torben Steno har sammen skrevet bogen "Det kolossale menneske", der bl.a. indeholder Blachmans tale til nationen, der kaldes et ”opråb til Danmark, et spark i røven og et budskab til os alle om at skabe et bedre samfund.” Hvad der kommer til at ske på Klitgaarden ved ingen af os, før aftenen er omme.

 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

KRIG OG FRED

Søndag, den 3. juli

- kom forfatteren og journalisten Tom Buk-Swienty og fortalte engageret og meget levende om sit forfatterskab med særligt fokus på de to bestsellere, Slagtebænk Dybbøl (udkom i 2008) og Dommedag Als (udkom i 2010).
Slagtebænk Dybbøl er en medrivende fortælling om de soldater, officerer og feltlæger, der på første hånd oplevede Danmarks krig mod de to tyske stormagter, Prøjsen og Østrig, i 1864, om livet ved fronten og det inferno af kugler og granater, der sønderrev stilheden og resulterede i det blodige slag den 10. april 1864. Dommedag Als beretter ikke kun om krigens afgørende slag, men også den hidtil ufortalte historie om, hvordan kong Christian d. 9 og flere af hans ministre efter tabet af Als i største hemmelighed forsøgte at få Danmark indlemmet i Tyskland.

Tom Buk-Swientys bøger er imponerende, dokumentariske skildringer af et Danmark i krig og en fred, der fra dansk side begynder med en fatal selvovervurdering og ender i et morads af tab og smerte.

 
2010

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Torben Ulrich
koncert i Skagen

It don’t mean a thing
and it ain’t got that swing

Denne lille ændring i nogle ellers meget velkendte linjer var udgangspunktet for en helt enestående septemberkoncert på Klitgaarden Refugium i Skagen.

Lørdag den 18. september var der mulighed for at opleve den 81-årige fhv. tennisstjerne, digter, musiker, billedkunstner og tænker m.v. Torben Ulrich sammen med den 50 år yngre pianist og komponist Søren Kjærgaard i den tidligere kongevilla.

Torben Ulrich, som til daglig bor i Seattle på den amerikanske vestkyst, giver denne eftermiddag en af sine sjældne koncerter i Danmark, og han vil improvisere i en åben koncertform, hvor ord, lyrik og musik opstår i et spændingsfelt.

Torben Ulrich bidrager med vokal, nedløbsrør, muligvis kinesiske stålkugler, terninger i et syltetøjsglas osv., mens Søren Kjærgaard spiller på bl.a. flygel, forskellige strengeinstrumenter og knapper ...

Baggrunden for koncerten var det danske alfabet og det veltempererede 12-tone system i fællesprojektet og albummet (CD og iTunes): ”Alphabet, Peaceful, Diminished: 29 Proposals from the Towers,” indspillet i Bear Creek Studio, nær Seattle i januar 2010.

Musikken er opstået som improvisationer, inspireret af Torben Ulrichs stemme og ord og hans livslange arbejde med bevidsthed og studier inden for idræt/leg, filosofi og spirituelle discipliner.

 




Klik for større billede
 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Lørdag, den 31. juli

Forfatteren
Sara Blædel

"Tak, fordi I er kommet for at høre på mig i stedet for alt det andet sjove, I kunne foretage jer sådan en lørdag eftermiddag i Skagen," sagde krimiforfatteren Sara Blædel og smilede ud mod tilhørerne i den tætpakkede havestue på Klitgaarden refugium - og tilføjede, mens hun pegede ud på de lavtliggende sortgrå skyer over Kattegats bølger:

"I skal lige vide, at det er mig, der har bestilt vejret!"

Så lagde hun ellers ud med at læse en hårrejsende passage fra sin seneste krimi, "Hævnens Gudinde". 

Dermed var tonen slået an ..., og Klitgaardens Venneforenings sidste sommerarrangement blev en meget spændende eftermiddag.

Sara Blædel fortalte sit lydhøre publikum om det tætte samarbejde med Drabsafdelingen og en retsmediciner, "alle facts skal være i orden"; om inspirationen fra aktuelle sager - "man skal huske, at det er altid nogens pårørende, som er blevet dræbt" og sine personlige og etiske overvejelser.

"Jeg er ikke selv en af hovedpersonerne - hverken kriminalassistenten Louise Rick eller journalisten Camilla Lind - men mens jeg skriver, bliver jeg suget ind i begivenhederne, og nogle gange tager personerne næsten over og fører mig ind i følelser og udviklinger, jeg ikke havde set komme," forklarede Sara Blædel.

Efter halvanden time blev der tid til nogle spørgsmål, og man kunne mærke, at mange i havestuen havde læst hendes bøger. "Kommer der snart en ny?" spurgte en tilhører og Sara Blædel lovede, at det gør der. Sikkert til foråret, og dele af den er skrevet under et arbejdsophold på netop Klitgaarden Refugium i Skagen.

"Her har jeg fred til at koncentrere mig om at skrive. Jeg behøver ikke snakke med andre, jeg behøver ikke være social, købe ind og lave mad. Her kan jeg koncentrere mig alene om min fantasi, og så gå en tur i den fantastiske natur, når jeg har brug for en pause. Det er det, der er så frugtbart og inspirerende ved at sidde og arbejde her på Klitgaarden."

Inden Sara Blædel gav sig i kast med en større bogsignering, takkede Venneforeningens næstformand Inge Gorm Hansen tilhørerne for deres støtte og opbakning til foreningens arrangementer, og Sara Blædel for et meget inspirerende foredrag og for med sin gratis optræden at have skaffet midler til endnu et kunstner- og forskerlegat.

 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

torsdag, den 29. juli

"R"

Der stod forbrydelse og straf på programmet torsdag den 29. juli, da Skagens Bibliotek i samarbejde med Klitgaardens Venneforening og Nordisk film lavede en særforevisning af den anmelderroste og autentiske fængselsfilm "R" om hierarkiet og håbløsheden i de lukkede danske fængsler.

Filmen er optaget i det nu nedlagte Horsens Statsfængsel - også kaldet Slottet - og hovedparten af de medvirkende er "amatører" - en gruppe tidligere straffede og et par fængselsfunktionærer, som alle har bidraget til de virkelighedstro beskrivelser af forholdene for indsatte og ansatte. Eneste uddannede skuespiller er den næsten skrækindjagende velspillende Pilou Asbæk, som har rollen som hovedpersonen Rune, og som vi fra september også kan opleve i DR-TV's næste drama-serie, "Borgen". 

Skagen mangler så afgjort en biograf; men filmens rystende personskildringer og scener - her gengivet på det mere primitive lærred og lydanlæg - gjorde et lige så stærkt indtryk på publikum, som havde de været vist under optimale forhold, for indholdet var så intenst og debatskabende, at man helt glemte de ubekvemme stole.

Spørgelysten var da også stor, da de to unge instruktører Tobias Lindholm og Michael Noer bagefter fortalte om filmens tilblivelse, deres arbejdsmetode og mange overvejelser, og "hvad de gerne vil opnå med deres film". Nemlig at få os til at diskutere, hvordan vi straffer de mennesker, der begår kriminalitet. Og ikke mindst meget gerne få de unge i skoler og andre institutioner i tale. 

"Vi er ikke politikere. Vi har gerne villet lave en kunstnerisk god og autentisk film om et - på alle måder - lukket miljø," sagde de, men udtrykte dog uro over, at den kriminelle lavalder netop er nedsat til 14 år, og de citerede en af de medvirkende fanger for, at "murene om fængslerne ikke alene er der bygget for at forhindre fangerne i at slippe ud, men også for at forhindre os andre i at se ind."

Det sidste har instruktørerne og de medvirkende givet os en enestående mulighed for ved at lave filmen "R", og herefter lægger de på demokratisk vis debatten om forbrydelse og straf over til os andre - for samfundets, ofrenes og forbrydernes skyld.    

 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Søndag, den 25. juli

Forfatteren
Peter Øvig Knudsen

For en propfuld havestue i Klitgaardens Venneforeninge læste forfatteren Peter Øvig Knudsen søndag eftermiddag nogle afsnit op af sin kommende bog om hippiebevægelsen og året 1970, hvor Det Ny Samfund lavede Thylejren.

På fornemste vis krydrede Danmarks bedste dokumentarist oplæsningen med sine meget åbenhjertige overvejelser om hele arbejdsprocessen og bogens opbygning. Han afslørede også, at det bliver et to-bindsværk, "fordi stoffet nu har vist sig at kunne bære det." I øvrigt præcis som Øvigs hidtil største salgssucces,  "Blekingegadebanden 1-2", der står i næsten alle læseinteresserede danske hjem.

Han fortalte endvidere, at han planlægger at opdele den første gennemgribende dokumentation af hippiebevægelsen og dens indflydelse i alle danske hjem i "Den Hvide Bog" (om det inspirerende lyse, euforiserende dynamiske og positive) og "Den Sorte Bog" (om bevægelsens mere sorte sider).

Spørgelysten var stor, og det viste sig endda, at der blandt publikum var to personer, som selv havde besøgt Thy lejren i netop sommeren 1970. Seancen med Øvig måtte faktisk afbrydes, mens der endnu var kog på debatten, fordi klokken var blevet over 18, og Klitgaardens gæstehold af forskere og kunstnere skulle have plads og ro til deres aftensmad.

 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Torsdag den 15. juli kl. 19.30

TV-LÆGEN PÅ KLITGAARDEN:
"HVAD GØR DIG LYKKELIG?"

TV-lægen Peter Qvortrup Geisling satte straks krogen i ca. 75 meget veloplagte tilhørere i Klitgaardens Venneforening torsdag aften, da han langede ud med, at "folk i Søllerød og omegn lever ti år længere end dem på Nørrebro i København."

Mellem publikums forskellige bud på livskvalitet, gik det over stok og sten med råd og dåd, med alvorlige og muntre bemærkninger om det, vi jo - desværre - ved alt for godt, men alligevel ikke kan høre for tit: Hvad f.eks. med vores høje forbrug af cigaretter og alkohol - og fare for stress? Stress af et opskruet arbejdspres, men også på grund af alle de ting, vi konstant prøver at "presse ind på matriklen fra fladskærme til terracottakrukker fra Italien." Stress, som vi ikke længere kan styre, og som giver sig udslag i søvnløshed, irritation og mangel på lyst til at være sammen med andre.

Et af TV-lægens mange råd lød: "Sæt æggeuret på fem minutter og brug tiden til at tænke over, hvad der gør dig lykkelig, og hvad du vil med dit liv!"

Ikke et dårligt råd midt i en ferietid - og så blev der i øvrigt grinet utrolig meget under Peter Qvortrup Geislings uhyre præcise gennemgang af vores livsvaner og -uvaner, og at grine skulle jo være så sundt! Det føltes i hvert fald sådan.

 

 

Fredag den 9. juli
 – i direkte forlængelse af generalforsamlingen

Alt var udsolgt

Ghita Nørby og Niels Birger Wamberg
 i en samtale om kunst og kærlighed


   Niels Birger Wamberg

I 1995 skrev Jens Kistrup i sin anmeldelse af bogen:

Mine egne veje – Ghita Nørby i samtale med Niels Birger Wamberg: ”Måske det bedste portræt nogensinde af en dansk skuespiller, privat og professionelt.”

Senere genoptog Nørby og Wamberg samarbejdet og sidste år udkom Mine levende billeder – om hendes film.

I anledning af Klitgaardens 10-års jubilæum som refugium er Venneforeningens gave til Klitgaarden og vores medlemmer en aften med Ghita Nørby og Niels Birger Wamberg – i en tæt, åbenhjertig og humoristisk samtale om Ghita Nørbys kunstneriske og private liv, om barndom og karriere og ikke mindst om den personlige udvikling og menneskelige modning, der har ført hende frem til så mange store kunstneriske triumfer.

 

 

2009  

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Sommerkoncert på Klitgaarden

Gitta-Maria Sjöberg og Matti Borg - akkompagneret af Irene Hasager - lagde huset ned, da de søndag den 2. august holdt sommerkoncert på Klitgaarden.

Et stuvende fuldt hus overgav sig fuldstændigt til trioen, der startede med et udvalg af Matti Borgs visekompositioner og fortsatte over Carl Nielsen, Grieg, Sibelius og Evet Taube til det helt storte udtræk med Mozarts Don Juan og Puccinis Toscas bøn som i Gitta Maria Sjöbergs udgave fik taget til at løfte sig. Koncerten sluttede med tre numre fra Gerswins Porgy og Bess, men publikums langvarige stående ovationer fik fremkaldt flere ekstranumre og ikke et øje var tørt da koncerten sluttede definitivt med Kai Normann Andersens duet "Den allersidste dans" fra "Mød mig på Cassiopeia".

 


Klik for større billede

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Preben Kristensen på Klitgaarden

Torsdag aften, den 30/7 var en veloplagt Preben Kristensen på besøg på Refugiet Klitgaarden.

Aftenen udspilledes sig som en dialog mellem Lone Kühlmann og Preben Kristensen, hvor Lone fik Preben til at fortælle om sit liv.

http://www.skagensavis.dk/?p=7022

 



Klik for større billede
www.skagensavis.dk

 

Refugiet Klitgaardens Venner afholdte

Generalforsamling

lørdag den 11/7-09 kl. 19.30

Hvor de nordiske spillemænd spillede efter generalforsamlingen.

Klik her for 2008 regnskabet

 

 

Refugiet Klitgaardens Venner arrangerede:

Mette Fugl og Karen Thisted

fredag den 10. juli kl. 19.30

 

 


Klik for større billede

 


til toppen

2008  
   

"Vi bliver ikke yngre – fat det.
Lev selv for let øvede"

plakaten

 


Klik for større billede

 

"Fra sømand til diplomat"

Klitgaardens herlig havstue dannede 27. juli den smukke ramme om Lis M. Frederiksens fornøjelige fortælling om sit liv fra Sømand til diplomat. En spændende karriere der har strakt sig over gulvvask på Mærsk tankere, journalist og chef på tv-avisen diplomat i Washington og kongehusets første pressechef. Selv om den tidligere diplomat naturligvis udviste diskretion omkring sine tidligere arbejdsgivere, fik de mange tilhørere en stærkt underholdende eftermiddag.

Plakaten




Klik for større billede

 

Generalforsamling blev afholdt
fredag, den 4. juli kl. 19.30

Årsregnskab 2007
Resultatopgørelse
Balance
Noter

Brødrene Price

Det var to meget veloplagte brødre, Adam og James Price, som søndag den 6. juli stillede op på Klitgaarden og fortalte om deres liv og slægt ved et totalt udsolgt arrangement til fordel for Venneforeningen.

Publikum faldt totalt for de to charmerende brødre, og deres fortællinger om den ikke altid lige nemme opvækst hos forældrene,de to travle kunstnere Birgittte og John Price. De fortalte om deres årelange samarbejde om efterhånden seks musicals, og deres start i revybranchen blev beskrevet, så lattertårerne trillede. Publikum stod bagefter i kø for at købe deres kogebog – der kommer flere madprogrammer på DR2 til efteråret – og bogen om deres liv og aner: ”Nålen i armen – slægten og brødrene Price”.

Plakaten

Klik for større billede

Ny fin gave til Venneforeningen

Vi er meget glade og taknemmelige over en fin gave på kr. 15.000 fra Vinhandler Jørgen Dreyer og fru Elisabeth Dreyer, født Andersen`s legat.

Pengene vil lige som Venneforeningens øvrige midler blive brugt til stipendier til kunstnere og forskere.

 
 

til toppen

2007

 

KLAUS OG KÆRLIGHEDEN

Både havstue og spisestue var fyldt til bristepunktet da Klaus Rifbjerg og Kirsten Jacobsen lørdag den 4.august fortalte om deres nye fælles bog ”Klaus og Kærligheden”. Bogen er inspireret dels af Klaus Rifbjergs store forfatterskab dels af hans over 50 år lange ægteskab med Inge Rifbjerg. Kirsten Jacobsen understregede, at alt hvad hun og Rifbjerg taler om i bogen i forvejen står i Rifbjergs romaner, digte og essays: Gå til kilden, sagde hun, men det forhindrede nu ikke en meget stor del af tilhørerne i at købe ”Klaus og Kærligheden”, og stå i kø i halve timer for at få forfatternes autograf.

Plakaten

Klik for større billede

 

Fornem koncert på Klitgaarden

Stuvende fuldt hus til Elisabeth Meyer-Topsøe

Mange måtte gå forgæves, da Klitgaardens Venneforening søndag den 29. juli, holdt sommerkoncert med sopranen Elisabeth Meyer-Topsøe fornemt akkompagneret af organisten Ian Heilmann. Men de, der var heldige at få en plads, fik en fantastisk oplevelse. Der var stor begejstring for Meyer-Topsøes smukke og følsomme foredrag af Schumanns, Griegs og vores egen Heises vidunderlige sange.

Som ekstra raffinement på eftermiddagen indledte Elisabeth Meyer-Topsøes mand, forfatteren Vilhelm Topsøe elegant hver afdeling med et lille musikhistorisk foredrag. De korte introduktioner gjorde, at selv de tilhørere, som ikke i forvejen kendte noget videre til sangene, fik forståelse og indsigt i komponisternes indbyrdes forhold til tidens opfattelse af kærlighed, elskov og død."

Plakaten

Klik for større billede

 

Historie, Politik og Parforhold

Både Ritt Bjerregaard og Søren Mørch var i topform da de foran et stuvende fuldt hus lørdag den 14. juli, fortalte løs over emnet "Historie, politik og parforhold."

De blev interviewet af Lone Kühlmann og svarede også beredvilligt på spørgsmål fra salen om emner fra billige lejligheder til Danmark i krig.

Historikeren Søren Mørch sagde, at han kun har deltaget i Ritts politiske møder en gang. Han kan simpelthen ikke forstå, hvad politikerne siger!

Plakaten

 

Klik for større billede

Malene Schwartz på Klitgaarden

Hele Danmarks Maud fortalte om sit liv torsdag, den 21. juni 2007

Der var lange ventelister og et begejstret publikum da Malene Schwartz den 21. juni fortalte om sit liv og sin farmor, borgmesterfruen i Skagen Alba Schwartz, og om Albas forhold til Michael Ancher.

Et forhold der næppe var godkendt af Anna Ancher eller borgmester Schwartz.

Plakaten

 

Klik for større billede

Stor gave til Venneforeningen

20.000 kr. blev udbyttet fra en aften til fordel for Klitgaardens Venneforening arrangeret af en række kvindenetværk i Skagen. Med Britta Nymark som drivende kraft havde Inner Wheel, Soroptimisterne og Lions kvinder arrangeret en festlig aften på Klitgaarden den 17. april.

De knap 100 fremmødte blev godt underholdt af Klitgaardens daglige leder Henning Dochweiler, der berettede om refugiets dagligdag og af venneforeningens formand, Lone Kühlmann der fortalte om sit forfatterskab. Aftenen blev rundet af med vin og sandwiches og amerikansk lotteri med flotte præmier.

 

Ny fin gave til Venneforeningen

Vi er meget glade og taknemmelige over en fin gave på kr. 10.000 fra Vinhandler Jørgen Dreyer og fru Elisabeth Dreyer, født Andersen`s legat.

Pengene vil lige som Venneforeningens øvrige midler blive brugt til stipendier til kunstnere og forskere.

 

Hanne-Vibeke Holst om magt, køn og politik

Forfatteren løftede sløret for sin næste bog ved en fin aften på Klitgaarden.

Næsten 100 tilhørere til forfatteren Hanne-Vibeke Holst på Klitgaarden fredag 23. marts, fik en ekstra oplevelse da forfatteren sluttede sit foredrag med at læse indledningen på den næste og sidste bog i succes-trilogien om magt, politik og køn. Bogen som efterfølger Kronprinsessen og Kongemordet kommer til at hedde Dronningerunden, og får som hovedperson Elizabeth Meyer, den dygtige, kølige partistrateg, som læsere af de første bøger vil vide henter mange af sine træk fra virkelighedens Ritt Bjerregaard.

Elizabeth Meyer bliver ikke overborgmester i København, men den samlende figur i sit parti efter de opslidende magtkampe. Nu skal hun vinde valget, men samtidig står hun overfor en stor personlig krise, som under ingen omstændigheder må blive kendt i offentligheden, hvis hun skal formå at styre partiet til sejr.

Hanne-Vibeke Holst sidder midt i arbejdet med bogen, men havde altså givet sig tid til at komme til Skagen og fortælle om sit arbejde til fordel for Klitgaardens Venner. Det var forfatterens første offentlige arrangement efter flere måneders sygeleje i forbindelse med en alvorlig diskosprolaps, men der var absolut ingen svaghed at ane hos den stærkt veloplagte forfatter. Hun fortalte om sin opvækst i Løkken med to forfatterforældre, hvor faren skrev bag lukket dør i arbejdsværelset og ikke måtte forstyrres, og moren måtte snige sig til at skrive på et hjørne af spisebordet, når hun kunne finde tid for sine huslige pligter og børneopdragelsen. Hanne-Vibeke Holst er ikke i tvivl om, at hendes interesse for mænds og kvinders forskellige vilkår blev grundlagt her, selv om hun som barn fandt situationen fuldkommen normal. I de andre familier havde manden også særstilling!

Plakaten

 

 

til toppen

2006  

Fra Fiskerdreng til borgmester i Skagen

Afholdt foredrag med Kurt Kirkedal på Klitgaarden torsdag den 19/10-06.

Plakaten

Klik for større billede

 

Venneforeningen modtager kr. 50.000 fra Gyldendal

Refugiet Klitgaardens Venner er glade og stolte over et flot skulderklap fra forlaget Gyldendal.

I forbindelse med uddelingen af forlagets store årlige Ingeborg-pris – opkaldt efter Gyldendals karismatiske direktør fra 1940-54, Ingeborg Andersen – fik Venneforeningen  19. april overrakt kr. 50.000. Det var bestyrelsesmedlem Lise Svanholm, som modtog prisen på Venneforeningens vegne.

Det var lidt, når det regner på præsten, drypper det på degnen, for det var i virkeligheden Klitgaardens ældre storebror San Cataldo i Syditalien, der fik hovedprisen på kr. 100.000. Der har været drevet refugium på San Cataldo i næsten 100 år, bl.a. under ledelse af Klitgaardens nu afgående leder Lotte Rohde, så på den baggrund synes vi, at det er ekstra flot, at så nyt et refugium som Klitgaarden kommer i betragtning.

De 50.000 kr. vil lige som foreningens øvrige midler blive anvendt til kunstner-stipendier. Der bliver et stort ekstra beløb at gøre godt med ved foreningens næste stipendieuddeling i juli.

 


Bestyrelsesmedlem Lise Svanholm sammen med Gyldendals direktør Stig Andersen.

Klik for større billede

Plakat

Klik for større billede

 

Klaus Rifbjerg holdt et fuldt hus i sin hule hånd, da han den 29.7. talte om alderdommen på Klitgaarden.

Der var så mange tilmeldte på forhånd, så vi overhovedet ikke turde annoncere arrangementet, og der var da heller ikke en ledig plads i de smukke stuer på trods af det pragtfulde sommervejr udenfor. Og de fremmødte fik, hvad de var kommet for. Et vittigt, alvorligt, energisk og bevægende foredrag om det at blive ældre. Ud fra – som digteren selv udtrykte det – litterære og personlige eksempler. ”Det er svært at blive gammel. Men ikke sværere end så meget andet – f. eks. at være ung”, som Rifbjerg sagde.

Eftermiddagen sluttede med Klaus Rifbjergs oplæsning af egne digte fra debutsamlingen ” Under vejr med mig selv” fra 1956 til publikums udelte begejstring.

Plakaten

Videoklip fra foredraget
(filerne fylder 13,6 Mb og 14,6 Mb, og vare hver under 2 min.)
Klippene er fra:

Klik for større billede

 

Lone Kühlmanns velkomst til foredraget.  

 

Klaus Rifbjergs foredrag den 29. juli 2006.  

 

Der var lang venteliste, og folk mødte op over en time før arrangementet for at sikre sig en god plads til Karen Thisteds foredrag om sit samarbejde med Johannes Møllehave og Benny Andersen om bogen ” Det skal mærkes at vi lever”. Man kan roligt sige, at publikum ikke gik skuffede hjem. Karen Thisted havde tilhørerne i sin hule hånd fra start til slut under sin både meget vittige og meget bevægende fortælling. I tilgift fik vi en utrolig morsom historie om den gang en meget ung Karen Thisted skulle interviewe prins Knud på Klitgaarden. Publikum hulkede af grin.

Plakaten

 

Lone Kühlmanns meget aktuelle foredrag "Med slør og uden" om kvinder i Syrien og den lille udstilling af Tine Hardens billeder fra bogen af samme navn trak fulde huse fredag den 10. februar. Foredraget kom naturligt også til at handle om de aktuelle overgreb på den danske ambassade i Syrien og andre muslimske lande, og udløste bl.a. en hel sides referat i NORDJYSKE. Journalisten har efterfølgende meldt sig ind i Venneforeningen!

Plakaten

 


til toppen

2005  

Friis Arne Petersen på Klitgaarden

Det var en meget engageret  forsamling der fredag den 16. september fik muligheden for at opleve direktør i Udenrigsministeriet Friis Arne Petersen på Klitgaarden.

Friis Arne Petersen, fra 1. oktober Danmarks ambassadør i Washington, fortalte fængslende om sin egen vej  fra fiskersøn i Skagen til de højeste poster i dansk diplomati. Han har været direktør for Udenrigsministeriet under fire udenrigsministre, Uffe Ellemann, Niels Helveg Petersen, Mogens Lykketoft og Per Stig Møller, og han fortalte levende om forholdet mellem embedsværket og det politiske system.

Forsamlingen hørte også om Danmarks rolle både i forhold til EUs udvidelse og den globale sikkerhedspolitiske situation. Friis Arne Petersen er  - ikke overraskende – en varm fortaler for Danmarks aktive deltagelse i bekæmpelsen af den internationale terrorisme.

Efter 24 år i ministeriet skal han nu lede ambassaden i Washington, og han lagde ikke skjul på, at det er en ønskedrøm, der går i opfyldelse.

Blandt de begejstrede tilhørere var den nye ambassadørs 86-årige far, fhv. fiskeskipper C. Petersen, og flere gamle skolekammerater.

Plakaten

 

Kunsthistorikeren, mag.art. Lise Svanholm

Lise Svanholm fortalte om sin nye bog "Breve fra Anna Ancher"

 

 

Kirsten Jacobsen og Alfred Hansen

Det lykkedes os at overtale arkitekt Alfred Hansen og forfatter Kirsten Jacobsen til at gentage deres fantastiske billedforedrag fra februar. Sidst havde vi venteliste, men nu blev der mulighed for dem, der måtte gå forgæves sidst.

Det var en enestående lejlighed til at få et kig ind i de mange smukke Alfred-huse i Skagen og Gl. Skagen.

 

 

Lise Nørgaard på Klitgaarden

Der var en lang venteliste og flere måtte desværre gå forgæves, da Lise Nørgaard den 21. juli underholdt om sit liv med Matador på Klitgaarden. Både havstuen og spisestuen var tæt pakkede, og de mange gæster blev ikke skuffede. Lise Nørgaard fortalte med vid og bid om tiden med instruktøren Erik Balling og de mange skuespillere og ikke mindst de finkulturelle anmeldere, der modtog Matador med nedladende forargelse.

Den har de siden måtte bide i sig. Matador bliver stadig genudsendt og er blevet solgt til en række lande over hele verden. Desuden bruges serien til undervisning i dansk kultur og historie for indvandrere, også kronprinsesse Mary har lært om Danmark gennem Matador.

 

 

Kirsten Jacobsen og Alfred Hansen

Der var totalt udsolgt flere dage før, da Kirsten Jacobsen og Alfred Hansen fortalte om deres fælles bog Alfreds Huse.

Klitgaardens spisestue var i dagens anledning forvandlet til biografsal – ellers måske rettere lysbilledsal – da et begejstret publikum fik indblik i arkitekt Alfred Hansens arbejdsmetoder og – filosofi,  ved hjælp af fotograf Heine Pedersens detaljerige fotografier, og Kirsten Jacobsens lydhøre spørgsmål til Alfred Hansen.

Aftenen var en stor succes – så stor, at Venneforeningen nu arbejder på en gentagelse, så de, der gik forgæves kan få oplevelsen til sommer.

 

 

Stor pris til Pernille Stensgaard

Venneforeningen ønsker et stort tillykke til Pernille Stensgaard, der som den første modtog Gyldendals faglitterære pris på kr. 100.000.  Pernille Stensgaard modtog prisen for bøgerne København – folk og kvarterer (2002) 0g Skagen (2004). Under arbejdet på Skagensbogen boede Pernille Stensgaard på Klitgaarden, ligesom hun 14.10.04 fortalte om bogen ved et stuvende fuldt begejstret møde  for Venneforeningen på Klitgaarden.

Gyldendal siger i begrundelsen for at tildele Pernille Stensgaard prisen:

"Pernille Stensgaard har med sine bøger vist, hvordan man kan se velkendte emner med et personligt aktuelt og vedkommen blik. Det har hun gjort med en levende og uprætentiøs fortælleglæde, der både tilgodeser fagligheden og hendes mange læsere."

 

Lisbet Lundquist på Klitgaarden

Der kunne ikke klemmes en ekstra stol ind, da forfatteren og skuespilleren Lisbet Lundquist den 29. juli talte ud fra sin nye roman "Min mand sidder på taget og synger".

Lundquist havde publikum i sin hule hånd, da hun både alvorligt og vittigt fortalte om virkeligheden og romanen, og hvordan de to ting nok kan inspirere hinanden, men ikke er det samme. Selv om hovedpersonen i romanen kan minde påfaldende om forfatteren som ung.

Bogen er delvis skrevet på Klitgaarden, og forfatteren lagde ikke skjul på sin kærlighed til stedet, ånden og omsorgen. Lisbet Lundquist optrådte uden honorar til fordel for Venneforeningen.

 

 

til toppen

2004  

Naser Khader

Den 7. maj besøgte samfundsdebattøren og politikeren Naser Khader Klitgaarden og talte over emnet "Danmark, min far og mig" for et stort og begejstret publikum. I foredraget og under den livlige debat fastholdt Khader, at både indvandrere og danskere må møde hinanden fordomsfrit og med et åbent sind. At loven skal holdes, og at uanset, hvor man kommer fra, står dansk lov over de normer, man eventuelt har med sig.

 

Klik for større billede

Forfatteren Hanne Marie Svendsen

Skagenspigen, forfatteren Hanne Marie Svendsen, henrykkede en propfuld Havstue på Klitgaarden, da hun fredag den 13.2.2004 fortalte om sit forfatterskab og især om sin nye store roman fra Grønland i midten af 1300-tallet "Unn fra Stjernestene". Foredraget samlede deltagere både fra fastboende Skawboere og tilløbere.

 

 


 

til toppen

2003  

Forfatter, Bjarne Steen Jensen

Klitgaardens venner inviterede i efterårsferien til et nyt forfattermøde. Denne gang med reference til Klitgaardens kongelige fortid.

Bjarne Steen Jensen fortalte ved et meget vellykket arrangement den 16. oktober 2003 om sin bog "Juvelerne i det danske kongehus".

Lysbilledforedraget var aktualiseret af kronprinsens nylige forlovelse, og publikum kunne bl.a. se billeder af de smykker, som må formodes snart at pryde den kommende kronprinsesse ...

Det er bankdirektør Carsten Johansen fra BG Bank i  Hjørring, der her overrækker checken til Venneforeningens Formand Lone Kühlmann.

 

Klik for større billede

 

Forfatter og journalist Kirsten Jacobsen

Ved det forrige arrangement på Klitgaarden, den 25. juli, talte forfatteren og journalisten Kirsten Jacobsen om sin meget roste bog "Dogville". Forfatteren var en flue på væggen under optagelserne til Lars von Triers meget omtalte film af samme navn, og man kommer helt ind under huden på verdensstjernerne. Det var et meget vellykket arrangement, som fyldte huset med interesserede tilhørere.

 

Fotograf: Rolf Konow
www.konow.dk

 

Forfatter Jytte Borberg

I maj 2003 holdt forfatteren Jytte Borberg foredrag om sin seneste bog "Alle steder og ingen steder" på Klitgaarden 

 


 

til toppen