Jeg sidder i København og savner. Savner lyset, solen, duften af lyng, klitterne, horisonten og det smukke, knirkende hus, der ligger som et mindre slot for enden af den smalle grusvej. Klitgaarden Refugium sætter sig i en ligesom det fine sukkersand fra stranden, der stryger ind alle steder, i lommer, sko og tasker. Et refugieophold på Klitgaarden er mere end bare et ophold. Det er en transformerende oplevelse – i hvert fald første gang man er der. Anden, tredje og tiende gang føles det måske mere som at komme hjem. At møde en nær og kær ven, der får en til at føle sig set, elsket og taget hånd om. For det er det, der sker på Klitgaarden. Fra man går eller kører ind ad den smalle vej, forbi skiltet med PRIVAT, og ser den gamle, gule Kongevilla knejse for enden, føler man sig heldig. Ekstremt heldig. 

Mange vender tilbage. Igen og igen. Flere gange om året, hvis muligt. Har sågar ofte det samme værelse. Samme rutiner. Af at arbejde og være i flow. Af at gå ind i fordybelsen uden støjende, sociale forpligtelser, der bryder evnen til at være med stoffet og indsigterne. Af de lette eller dybe erkendelser, der kommer af at være i kontinuerlig dialog med materien, idéerne og roen til at filtrere tanker og resultater fra hinanden. Uden at skulle tænke på at købe ind og lave mad. Hente børn. Gå med hunden. På Klitgaarden er alle strukturelle hverdagsgøremål fjernet fra din dag. Det eneste du skal gøre er at møde op i spisesalen tre gange på særlige tidspunkter. Præcist – af respekt for personalet og dine medbeboere. For måltidet er de tre sociale knudepunkter, der binder Klitgaardens beboere sammen. Morgen, middag og aften.

Og måltiderne. Åh, måltiderne. Papiravisen til morgenkaffen. De nybagte boller. De smukt dekorerede salater. De velsmagende måltider, omhyggeligt tilberedt af det skønne personale, giver liv og kraft. Nærvær og samvær. For til måltiderne samles forskere og kunstnere og deler oplevelser og nysgerrighed. Deler af sig selv og den viden, man bruger en stor del af sit liv på at forædle og blive klogere på. Det er det, god mad kan. Få folk til at mødes, sanse og få skuldrene ned. Til måltidet er alle lige. Lige sultne, lige forventningsfulde over de smukt dekorerede retter. Lige tilpasse over at få en pause i arbejdet. En afmålt eller en længere en. Det er op til dig selv. Ingen løfter et øjenbryn, hvis man lister af efter maden og tilbage til skrivebordet eller atelieret. For det er derfor, man er her. Det sociale bliver ikke en krævende pligt på Klitgaarden, men et tilvalg, der kan give inspiration og tværfaglige perspektiver fra en anden verden end ens egen.

En kunstner siger, at hver gang hun er her, møder hun folk, der arbejder med beslægtede interessefelter. Det kan være i yderkanterne eller i inderkernen. Det er for så vidt lige gyldigt. For refugieånden deler og lader sig inspirere. Direkte og indirekte. Pointen er, at den inkluderende videndeling finder sted. Vandrer fra forsker til forsker, kunstner til kunstner og fra kunstner til forsker, som den har vandret i de knapt 25 år, Klitgaarden har været refugium. Som forskellige led, der bidrager til det dynamiske tandhjul med lige præcis det, man kan og gør. Hjulet bevæger sig hele tiden, for beboere ankommer, mens andre tager afsted. Som et cirkulært og parallelt flow af energi, der suser roligt ind og ud af huset sammen med vinden fra Kattegat.

Klitgaardens refugieånd er som en positiv variant af Murphy’s Law: Man får det, man har brug for. Man møder de folk, man skal møde. Som en implicit form for synkronicitet. En kunstner sagde: ”Jeg overlapper altid fagligt med nogen i en eller anden forstand, når jeg er her”. En forsker tilføjede: ”Jeg føler mig restitueret, selvom jeg har arbejdet dobbelt så meget, som jeg plejer”. Kunstneren supplerede: ”Det er en vigtig del af min proces at tage herop og være højskolefamilie i et stykke tid. Man forstår andre mennesker og deres arbejde, når man mødes på refugium.” Som en mellemmenneskelig udveksling kunne man tilføje – fagligt og måske privat. Et fællesskab af interesser, der i organiske overlap bestøver hinanden – kort, dybt, flygtigt…

På Klitgaarden er et refugieophold afhængig af årstiderne. Lyset ændrer sig. Havet markerer sig. Blæsten kan være nådesløs. Om vinteren sniger kulden sig ind i marv og ben. Det er refugieånden, der taler i sommerresidensens vægge, bjælker og murværk. Hver tanke til sin årstid. Men altid med havet i øjnene. Døgnet rundt. Havet er med dig som et vink fra uendeligheden. Fra myternes og idéernes land, der lader dig låne lidt ad gangen. Solopgang og solnedgang. På Klitgaarden kan du suge det hele ind lige udenfor dit vindue. Og tager du på ekskursion til solnedgangspladsen i Gl. Skagen, mærker du de stedsspecifikke traditioner, når folk klapper efter at solen har tændt ild til horisonten og endelig er faldet ned i havet. WTF? ”When in Rome”, I guess,” tænker du og klapper med.

Klitgaarden er et hus, der passer på dig. En villa, født af Kong Christian X, tegnet af arkitekt Ulrik Plesner og beboet siden 1914. 110 års historie i fundamentet, i de høje træpaneler og i de smukke detaljer, der går igen overalt i huset. De naturlige materialer, inspireret af den engelske Arts & Crafts-movement, som Plesner annekterede til huset, er godt set, for den enkle stil i de ærlige materialer taler stadig samme anerkendende sprog. Aldrig ned. Kun op og i øjenhøjde uden at gå på kompromis med den royale værdighed og husets majestætiske ærbødighed. Det er det, ældre kvalitetshuse kan. Passe på dig. Drage omsorg. Som om de siger, ”jeg har stået her i over 100 år, og jeg står her gerne 100 til. Ingen kuling fra Skagerrak kan vælte mig.”

Trods Skagens gul-husede idyl og smalle stræder skærer virkeligheden sig ind via næseborene. En skarp og ram lugt af fisk bølger nat og dag i kortere og længere perioder og vækker din Tornerosesøvn. For Skagen er også hardcore industri og fisk er penge. Kontrasten er essentiel, og minder os om, at nok er hverdagen for en stund sat på pause på Klitgaarden, men den ligger derude og vipper. Vipper mellem det kunstneriske og det kommercielle. Mellem indsigt og omsætning. Mellem tanke og handling. Så dyk ned i arbejdet og nyd det!

Klitgaarden luner sig i bugten syd for Skagen – på kanten af byen, der hvor stranden fortsætter efter Kongevillaen og husene bliver færre. Herfra kan man spotte tårnet på den Tilsandede Kirke, som man kan gå til, hvis man tør forcere krattet, der kan byde på hugorme. ”Gå ikke tur i sandaler”, lyder et af rådene, jeg får fra en kunstner, der er vant til at komme her, og selv har tilbragt sine barndoms somre i Skagen. Jeg tænker, hun overdriver, men ved nok, at hun har ret. Og det har hun, for allerede næste dag, har en forsker optaget en film af en sort hugorm, der bugter sig langs husmuren, lige der, hvor vi nyder morgenkaffen. Jesus! På Klitgaarden deler refugieånden også andre gode råd om smukke cykelture og byens bedste is – og at man aldrig skal bade på Grenen. For hvert år tager strømmen og Neptun sit bytte.

Kunstner-atelierene på Klitgaarden ligger gemt bag en bakket klit med hybenbuske, så de er usynlige fra vejen. Kongevillaens gamle stalde er bygget om til tre funktionelle værksteder med ovenlys og fløjdøre ud til fuglefløjt og plantage. Om sommeren, ’that is’. Om vinteren fortæller en kunstner, at man kun kan arbejde indtil dagslyset forsvinder. På denne årstid slutter arbejdsdagene tidligere, men erstattes af noget andet. Af fordybelse og research. Analyse og refleksion. For på Klitgaarden bestemmer vind og vejr. Sætter en stemning, man som beboer, flekser ind i. Arbejder med. Altid med. For ellers svarer huset igen. Med knirken og knagen. Pibende vind og klaprende døre. Klitgaarden er et lydt hus, for Kongevillaen var sommerresidens. Og flere tilføjer, at de har hørt, at det spøger.

Sol og skygge påvirker Klitgaarden. Nogle værelser bliver så varme, at man ikke kan opholde sig i dem. Ikke tænke en kølig tanke. Så må man ud for en stund. Tage en pause. Være med årstiden indtil skyggen sætter ind, og man igen kan arbejde. Årstiderne på Klitgaarden fører også andre naturoplevelser med sig. Sæler, ulve og spækhuggere er blandt de arter, beboere har spottet på deres ture i området. Ligesom navnene på flere af husene. Det er åbenbart en ting. At mange af husene i Skagen har navne: Porsehuset, Langes Hus, Klitgaarden. Det er charmerende og personligt. Som et eventyr. Klitgaarden er et eventyr. Her er både royale bånd, genstridig natur og modstand i form af den medbragte arbejdsbyrde. Men her er også ånd, som beskrevet i Gæstebogen igennem mere end tyve år: ”En drøm af sjæl og stemning”, ”Arbejdet glider så meget bedre, når man er her”, Skuldrene sænkes, øjnene strækkes, tankernes flyttes”, ”Klitgaarden er et hus med ånd”, ”Man har nære, åndfulde samtaler”. Maden og måltiderne går igen som en omsorgsfuld og kærlig sammenhængskraft i den Gæstebog. Som en rød tråd, hvor dannelsen og menneskeligheden sidder med ved bordet, og spinder tråde ind i fortid, nutid og fremtid. Væver relationer og inspirerende samtaler.

Skagens særprægede landskab opleves på Klitgaardens gule cykel. Gennem plantagens berusende og krydrede duft af lyng og fyr. Her er grønt, gult og gyldent. Her er fladt, men alligevel tæt og frodigt på sin egen tørre måde. Her ligner bakkerne bulede maver – som om landskabet ligger på ryggen og kigger op i himlen. Landskabet og Klitgaarden hører sammen som hånd i handske. For både i landskabet og på refugiet er der højt til loftet og højt til himlen. Her er åben horisont, åbne tanker og åbent hjerte. Klitgaarden en del af skagboernes selvforståelse, og at kongefamilien valgte at holde deres sommerferier her, en del af Skagens DNA. Klitgaarden har altid været byens stolthed, og de 14 værelser har hver deres karakteristika og charme. Men det bedste er, at på Klitgaarden kan man ånde. Her føler man sig hjemme, hurtigt, og kan tillade sig at komme i flow. Hvilken luksus at kunne give slip og give sig hen til, at tankerne taler sammen. Ventilerer. Producerer. På kryds og tværs.

Taknemmelighed er et andet ord, der går igen i Gæstebogen og et, der har siddet fast i halsen siden jeg trådte over dørtærsklen. Taknemmelighed for at få lov til at opleve den. Refugieånden i Kongevillaen på toppen af Danmark, hvor to have smelter sammen. Fået lov at opleve og mærke omsorgen i arkitekturen, æstetikken og kvaliteten i stort og småt. Mærke at det smitter af. På os, der bor og arbejder på Klitgaarden i en kortere eller længere periode. Som en lomme af salighed og omhu. Det er sikkert og vist. I en heldig periode i maj, hvor vejr, himmel og hav viste sig fra sin mest generøse side, blæste du mig omkuld og sørgede for, at jeg fra nu af tænker Klitgaarden ind i min arbejdsproces og metode, så tit jeg får mulighed for det. Så kære Klitgaarden. Af hjertet tak.

Af Charlotte Jul

Kurator, redaktør, skribent og rådgiver